Sidste lørdag fik jeg en mail fra Jytte, at Leif var død. Han har jo lidt af kræft i flere år, men man forventer jo aldrig døden, når den kommer. Her er vi til frokost i Grøften dagen efter min fødselsdag
i 2010. Før de vidste, at han ville blive syg. Jeg kan kun sige, at han
var det sødeste menneske, Jytte kunne ha fundet som mand. Hun og Leif blev viet af far i Ulsted kirke for over 50 år siden. Brian og jeg fik også set Leif sidste sommer i København, hvor han hjalp os med at finde ud til Bodils søn Johannes. Til trods for, at han havde travlt med lede efter sin bog han var ved at skrive, der var forsvundet ud i cyber space, tog han sig tid til at køre os ud på Frederiksberg. Vi vil tænke på familien i morgen, hvor Leif skal bisættes.
På samme tid er der så familier af en filmdirektør og en jødisk mand, som sørger, meget offentligt, fordi de to døde på en offentlig måde. Brian og jeg er ved at høre en audio bog - The Art of the English Murder- der undersøger Briternes lyst til at læse om mord og drabsmænd. Hun begynder med Jack the Ripper og går frem til nutidens nyheder på TV og computere.
Vores sult for at læse alt om mord er jo med til at drive en ung jihadist til den slags mord. Det er jo utænkeligt, at et par enkelte
døds announcer i en avis for de to, ville være tilstrækkeligt. Men kan vi sørge for dem på samme måde, som vi sørger for en vi kender? Jeg har læst mange indlæg i ugen der er gået, og nu pludselig blir der talt om at gøre mere ud af danskernes hjælp til jøderne under WWII. Som en, der har besøgt Holocaust museet i Washington, hvor de har en af de små danske fiskerbåde, som tog jødiske flygtninge over til Sverige dengang, kan det forkomme mærkeligt, at jeg egentlig aldrig som barn følte mig stolt over, hvad danskerne havde gjort. Hvad undrer mig lige nu- efter at jeg læste det indlæg - er at en børnebog om de jødiske flygtninge, skrevet af den amerikanske forfatter Lois Lowry ikke er oversat til dansk; den hedder 'Number the Stars' og måske tar jeg fejl og kan bare ikke finde den i listen af oversatte bøger.
Nå, her kommer så et billede som Kristian tog, da Rigmor blev 70 og holdt fest. Jeg har bestemt, at der også skal tages et billede nede hos Paul og Malinda næste lørdag, men det blir med kun få, som I kender. Lige nu blir det frarådet fra Emergency Radioen, at vi kører ud på grund at "Wintry Mix" og de glatte veje her omkring. Gad vide om vinteren vil være forbi næste uge. Tobias og Sarika skulle jo komme fra Richmond, Joe og Vera fra Washington og en af mine quilt veninder og hendes mand kommer fra Pennsylvania til Florida og vil komme her og fejre med os. Det kan vel gentage sig, det samme forfærdelige vejr på vej herned. 18 er døde bare i Tennessee, vores nabostat, i trafikulykker og af kulde.
Og så til sidst et par fotos af den lille Sophia som kan varme ens hjerte, bare fordi hun er 'alive'. Very Alive!
 |
| Leif og Jytte inviterede os til frokost i Tivoli |
 |
| Jytte og jeg for fem år siden |
 |
| Leif da han endnu var rask. |
 |
| Jeg var nødt til at ta et foto af skærmen for at få det indført . |
 |
| Åbent hus for bedsteforældre i Sophias børnehave sidste uge |
 |
| Hun ville vise os alt |
 |
| og spille bold med Malinda far |
 |
| En jødisk rabbi talte til børn og bedsteforældre. |
